Slut med: "En rigtig mand"!??

Dette blogindlæg er for mig ret grænseoverskridende at skrive!!!

De mennesker, som kender mig bedst (familie og venner) ved godt, at jeg er et meget følsomt/sensitivt menneske, men når jeg nu vælger at dele det med "resten af verden", kan jeg godt mærke suget i maven og at det er lidt angstprovokerende... for hvordan mon mit blogindlæg modtages? og især af den "maskuline" del af verden!? ;-)

Men jeg ønsker, at den følsomme mand (som jeg selv er), der læser dette indlæg, får modet og lysten til at vise hvem de OGSÅ er... inde bag det maskuline ydre og den maskuline måde at være i verden på!!?

Og uden frygten for at blive stemplet som homoseksuel pga. en mand snakker om sine følelser (OBS. jeg har intet imod homoseksuelle!!! Men mange mænd har overbevisninger om, at snakke om følelser er ”bøssesnak”).

Jeg tror nemlig på, at den forandring som JEG ønsker at se i verden, den starter med mig selv.

Maskulinitet i overdosis

I min barndom brugte jeg RIGTIG meget tid på at være sammen med min meget maskuline, men nu afdøde far (som bl.a. var bokser, fodboldspiller, kontrollør/udsmider og slagter). Meget mere maskulin kan man næsten ikke være som mand vel!? ;-) ... eller jo, der er mere...

for min far var nemlig verdensmester i IKKE at fortælle om hvordan han havde det, og det med at vise sig sårbar og krænge sine følelser ud, det var bare ikke noget han gjorde... det tog han med sig i graven.

Han var mit store forbillede og elskede at være med ham uanset om det var på fodboldbanen, i bokseklubben eller i krostuen.

Som mange mænd ved, så er tonen på både fodboldbanen, i bokseklubben og i krostuen, ofte både hård, lidt/meget pervers og mange gange også et fællesskab, hvor man både direkte og indirekte, måler "p.k" for at bevise, at man er god nok til være en del af flokken/fællesskabet.

Og jeg var ingen undtagelse - jeg ville RIGTIG gerne være en del af fællesskabet samtidigt med at jeg ville gøre min far stolt ved at blive dygtig til både fodbold, boksning osv.

Følelsen af at være forkert...

Følelsen af at være god til noget, og som gav mig "adgang til fællesskabet", blev nærmest en besættelse for mig, for jeg ville så gerne passe ind og blive anerkendt for det jeg kunne - det var jo det jeg både så og hørte, når jeg var sammen med alle de her drenge og mænd.

Alligevel så kunne jeg også let føle, at jeg alligevel ikke passede ind.

Når det maskuline fællesskab ofte mobbede eller hængte andre ud, som måske ikke lige passede ind i gruppen, ja så fik jeg ofte lyst til at forsvinde, da jeg synes det var synd for dem det gik udover... for jeg blev ofte selv mobbet som barn af de større drenge.

Jeg var ikke ret stor, faktisk en lille skid, men havde et stort temperament, så de store drenge syntes det var mega sjovt at kalde mig Morten Mindstemand på 2 år, hvilket udløste en lille dreng, der gik amok og oftest endte på lærerværelset eller derhjemme, men som altid var mega ked af drilleriet.

Derfor søgte jeg faktisk også andre fællesskaber/venner, som ikke gik så meget op i at konkurrere m.m.

I dag forstår jeg, at jeg ubevidst søgte at finde en balance i hverdagen, hvor jeg også kunne være mig selv uden at skulle konkurrere og være den her "mande mand" for at blive accepteret for den jeg var/er.

Illusionen der braste

I januar 1993 blev min far og mor skilt pga. min far havde været min mor utro!

Den dag min far, mit store idol, gik ud ad døren efter vi havde fået det at vide, stod jeg alene i vores baggang med følelsen af at være blevet fravalgt... ikke god nok... ikke elsket... og samtidigt braste illusionen om, at min far var mit store forbillede.

Jeg var naturligvis ikke så bevidst om ovennævnte i en alder af 14 år, men den braste illusion blev starten på en periode på 10 år, hvor jeg faktisk ikke snakkede med min far pga. sorg, vrede og knuste forhåbninger.

Og det blev også starten på en endnu vildere jagt og fokus på at opnå STORE ting inden for fodbolden m.m. så jeg kunne bevise overfor min far, at jeg sagtens kunne klare mig uden ham.

Mit fokus blev hardcore stillet ind på at ville nå langt med mit fodboldtalent og jeg nåede da også at komme på det bedste hold i Vejle Boldklub som både junior og ynglingespiller, hvor mine største personlige "succeser" var at blive topscorer som ynglingespiller og være udtaget til en U18 landsholdssamling en enkelt gang.

Og jeg ved i dag, at mine meget maskuline overbevisninger fra min opvækst og barndom gjorde det muligt for mig, da jeg præcist vidste hvordan jeg skulle gebærde mig og præstere for at kunne "passe ind" i fællesskabet i den maskuline sportsverden, hvor der IKKE var plads til følsomme drenge/unge mænd.

Min far sad ofte på tribunen selv om vi ingen kontakt havde og jeg ved i dag godt, at det ikke handlede om at han ikke elskede mig eller ikke var stolt af mig! For det var han.

Jeg gentog kontakten til min far den dag jeg blev far første gang i december 2005 og vi fik langt hen ad vejen 16 gode år efterfølgende, inden han desværre døde i marts 2022.

Mande manden brændte ud og blev syg

Den gyldne kontrakt i fodboldverdenen blev det ikke til, så i 1999 startede jeg som bankelev og gjorde så karriere der i stedet for. Bankverdenen er ikke så forskellig fra fodboldverdenen, da jakkesættet blot var den nye "kamp uniform" på vej mod penge, prestige og anerkendelsen.

Fra august 1999 til august 2014 jagtede jeg netop penge, prestige og anerkendelse, så jeg kunne være den far og mand, som jeg drømte om at være... men da jeg i august 2014 sad og kiggede tomt ud ad vinduerne i vores nybyggede hus med 2 nye biler i garagen, kone, børn og hund- ja der var lykkefølelsen, som jeg ubevidst havde jagtet, SLET ikke tilstede.

Den stedfortrædende bankdirektør... fodboldtræneren... jægeren... eller den "rigtige mand" var brændt ud – HELT ud!!!

Pludselig kunne jeg ikke bruge mine maskuline færdigheder til at rejse mig igen! Og smerten indefra og angsten for at skulle dø pga. kraftige smerter i brystet og omkring hjertet var hæslig for mig at være igennem.

Mit ego og mine maskuline overbevisninger havde det SVÆRT med, at jeg pludselig ikke kunne noget som helst. Jeg følte mig svag og som en fiasko, fordi jeg pludselig ikke kunne handle mig ud af det og energien og overskuddet var VÆK!

Så jeg måtte lære at ”kæmpe” på en ny og helt anderledes måde for at komme oven på igen!

Indefra og ud

At være ”fanget” i sine følelsers vold og have tankemylder, som mest var bekymringer for mit helbred og fremtiden, var ærligt: PISSE HÅRDT!!!

Mennesker, som ikke selv har prøvet svær stress, depression og angst, kan umuligt forestille sig hvordan det er at være syg på den måde.

En brækket arm eller ben, kan de fleste forholde sig til, men når det er mentalt og følelsesmæssigt, så kan man ikke bare sætte gips på og så vente 3-4 uger før det vupti er healet igen.

At jeg nu var henstillet til at arbejde med mit indre, fordi det var eneste mulighed, var skræmmende, men jeg fandt også hurtigt ud af, at det rent faktisk var befriende at være fritaget for ”kamp uniformen” i noget tid.

Det gav mig en velkendt følelse tilbage – nemlig at trække mig væk fra ”kamp pladsen” og skabe balance (som jeg gjorde som barn nævnt tidligere) i mit sind og følelser.

Og en ny overbevisning og livsanskuelse hos mig blev skabt - INDEFRA OG UD – hvor jeg fik indsigten, at hvis det jeg gør FØLES rigtigt, så var/er det RIGTIGT, men også at hvis det føles FORKERT, så var/er det FORKERT.

Maskulinitet + Følelser = bedre balance!?

Mine nye indsigter og overbevisninger har siden 2015, hvor jeg startede op som selvstændig, handlet om at skabe så god en balance i mit liv som muligt, selv om jeg udmærket godt ved, at 100% balance ikke er muligt.

Jeg har tænkt mange tanker og mærket GODT efter i forhold til, hvordan jeg kunne bruge mine livserfaringer (både private og jobmæssige) til at skabe et liv som JEG syntes er fedt at stå op til (for det meste!) OG hvor jeg kan hjælpe mennesker med at skabe mere balance, livsglæde og mening i livet.

Udover, at mine børn er mit største WHY, så er det også en stor motivation for mig at være den mand, som jeg selv manglede som både ung og ambitiøs fodboldspiller, men også være den person, som jeg manglede som udbrændt stedfortrædende bankdirektør… og så vil jeg gerne bidrage positivt til, at mandens gennemsnitsalder hæves via en bedre balance i livet, hvor der er både tid og penge til at udleve sine drømme.

For sandheden er, at de fleste mænd spejler sig i MÆND, og derfor har mænd svært ved at åbne op og finde den rette hjælp, når de – som jeg – brænder ud og finder ud af, at den identitet de har opbygget, lige pludselig ikke matcher det de mærker og drømmer om.

Jeg anerkender nu mine styrker, svagheder og potentialer inden for både den maskuline verden, men dæleme også inden for den følsomme/sensitive verden.

At vise min sårbarhed og mit autentiske jeg, var mega grænseoverskridende da jeg startede med at holde mine foredrag om Lifebalance & Succesvaner.

Men jeg fandt også ud af, at der er VILDT meget power i at turde vise min mere følsomme side, samtidigt med, at jeg tog det bedste fra den maskuline verden med ind i mit liv.

For det er som bekendt altid vores handlinger, som skaber vores forvandlinger, men det er vores overbevisninger og følelser, som styrer vores handlinger.

PS. Jeg savner min far hver eneste dag og takker ham både for alt det gode han har givet mig, men faktisk endnu mere alt det L O R T han har vist og budt mig – for det er oftest vores største smerter i livet, som vi lærer mest af… HVIS vi vil!!?