"Der MÅ da være en anden måde at leve og arbejde på..."

"Der MÅ da være en anden måde at...

at leve og arbejde på end at knokle sig selv til døde???"

Tænkte jeg, da jeg i januar 2015 sad på 5. måned i min sygdomsperiode med stress, angst og depression!

Hvem er jeg egentligt?

Men lige efter kom tankerne:

Hvad skal jeg gøre? Og hvem er jeg egentligt?

Og især det sidste spørgsmål; Hvem er jeg egentligt?, var mere end svært for mig at svare på, så det var godt, at det ikke var et spørgsmål jeg skulle svare hurtigt på til min egen "jobsamtale".

Det eneste jeg kunne konstatere var, at jeg ihvertfald ikke var den udgave af mig selv, som jeg troede jeg ville være eller drømte om at være.

Den glade og positive dreng med troen på, at jeg kunne skabe et glad og dejligt liv, var byttet ud med en udbrændt og trist mand, som troede, at hvis han bare havde styr på karrieren, hus, biler og kunne blive anerkendt for sine resultater, SÅ måtte han da være lykkelig.

Men lykken kunne jeg sgu ikke mærke - jeg kunne kun mærke tristhed, frustration og blev kun mere ked af det ved at tænke over, hvor jeg befandt mig netop nu.

Indsigten og dernæst frygten...

Derfor kom indsigten til mig:

Jeg både vidste, og kunne mærke, at jeg var tvungen til at gøre op med måden jeg arbejdede på og levede på, ellers havde jeg sgu nok ikke lang tid igen...

eller også spildte jeg bare min kostbare tid her på jorden!!?

F**K tænkte jeg..., og så kom der endnu flere tanker og lige så mange spørgsmål:

• hvad skal jeg så arbejde med/som?
• hvor skal jeg starte og hvordan skal jeg gøre?
• hvad mon min kone siger til det?
• kan jeg tjene det samme som nu i et andet job, så vi kan opretholde vores levestandard?
• hvad mon min familie og venner vil tænke og sige?

og jo mere tankerne og spørgsmålene hobede sig op, desto mere sneg frygten og angsten sig ind i mine tanker og følelser!

Frygten var ubegrundet!

De næste dage gik jeg rundt med frygten og angsten for fremtiden og sov mildest talt ad H til.

Med min nye bevidsthed om, at jeg stod overfor en radikal ændring af min måde at leve og arbejde på øverst på min to-do-liste, vidste jeg også, at jeg skulle fortælle min kone om det.

Det gav bare endnu mere benzin til frygtbålet, da min største frygt i livet er at miste dem jeg har kær, for hvad ville hun ikke tænke og sige? 

Hvad nu hvis hun ikke kunne leve med den samme usikkerhed for fremtiden som jeg selv? Hvad nu hvis hun tog børnene og forlod mig??

Jeg vidste dog godt, at jeg måtte se min frygt i øjnene (og æde min maskuline stolthed) og fortælle hende om mine tanker og følelser.

Så det gjorde jeg... 

og heldigvis var min frygt total ubegrundet, for da jeg først lettede mit hjerte for hende, så havde jeg hendes fulde opbakning og tillid.

Og så vidste hun jo godt hvordan jeg gik og havde det... den kvindelige empati og intuition kan vi mænd ikke lyve os fra ;-)

Tilliden gav mig styrke og mod

Nu hvor jeg havde set den største frygt i øjnene (samtalen med min kone), fik jeg endelig det energiskifte, som jeg havde gået og hungret efter i flere måneder.

Min nyvundne tillid til at fremtiden gav mig både styrken og modet til at gøre op med måden jeg både levede og arbejdede på.

Alle mine mange spørgsmål fik jeg styr på ved at løse et spørgsmål/udfordring ad gangen og turde nu pludseligt at spørge om hjælp, hvilket mine gamle overbevisninger havde det lidt svært med i starten, for vi er jo vokset op i et samfund, hvor vi (desværre) tror, at vi skal klare alting selv og at det ikke er særlig mandigt/maskulint at spørge om hjælp.

Men tro mig - at åbne op for mine tanker og følelser + bede om hjælp, har gjort givet mig det jeg havde allermest brug for, da jeg havde det sværest:

Jeg fik den støtte og opbakning jeg havde brug for, så jeg (gen)fandt tilliden og troen på mig selv og det liv jeg drømte om at skabe.

Og når jeg kan - så kan du også ;-)