I mit gamle paradigme,
følte jeg mig barnlig,
når jeg begyndte at rime.
Men inde i mit hjerte bor,
der en masser følelser og ord.
Jeg hader når mennesker putter
andre og sig selv i kasser.
Det tager livsglæden og potentialet væk,
jeg ved selv, at dette passer.
Mine begrænsninger kommer fra mit psykiske fængsel,
men inde i min sjæl, jeg mærker den vildeste længsel.
Jeg er nemlig skabt til noget stort,
dem som mener noget andet, er fyldt med jantelovslort.
De fleste mennesker ender med at tro,
at de ER deres job!
Også jeg fik den tro, indtil mit hjerte sagde stop.
I banken endte jeg med at være stedfortrædende bankdirektør,
da jeg sagde jobbet op, de fleste troede, at jeg var blevet skør.
Men ingen vidste hvad jeg gennemgik inde i mit indre,
dag for dag, blev livets glæde mindre og mindre.
I dag jeg nyder livet og er dybt taknemmelig,
for alle mennesker, jeg ikke vil holde det hemmelig.
Jeg vil gerne for andre mennesker være en inspiration,
så de inde i dem selv kan finde modet til at udleve deres passion.
Jeg bruger ofte døden som motivation,
så den dag jeg ånder ud, ikke ærgrer mig over
chancerne jeg aldrig tog, og dør i dyb frustration.
Jeg tror på, alt er muligt for den som gør sig selv fri,
og ikke bruger dårlige undskyldninger om de ikke har tid eller en god økonomi.
Du er alene skaberen og ansvarshaveren for dit liv,
og tro mig, det er meget lettere at leve, når du giver
dig selv lov til at være glad og positiv.
Snip, snap og snude,
så er endnu et af mine rim sgu ude :-)
